Microsoft æder dansk analysemarked fra toppen

De fleste forventede, at Microsoft ville gå benhårdt efter de små og mellemstore virksomheder med sin satsning på business intelligence, men også danske kæmpekoncerner er sprunget på.

Microsofts stærke entre på det danske marked for analytiske værktøjer gør ondt på firmaer som IBM og SAS Institute.

Flere af deres allerstørste kunder på analysefronten har sagt helt eller delvist farvel, fristet af blandt andet langt lavere priser.

Landets næststørste koncern, Danske Bank, står foran at sætte et Microsoft-baseret ledelses-informationssystem i drift i alle detailbanker i ind- og udland.

Analysemiljøer er med

Analysemiljøet, som hardcore-forretningsanalytikerne skal bruge, er også lagt på massemarkeds-platformen.

Banken forventer en halvering af driftsudgifterne, men målingerne vil først være tilendebragt i løbet af andet kvartal 2006.

Afprøvning op mod det gamle IBM-mainframemiljø viste imidlertid, at den nye platform også er hurtigere, oplyser udviklingsdirektør Rune Petersen, der står i spidsen for afdelingen “Business Controlling Systems” i Danske Bank-koncernen.

Dansk Supermarked har skiftet

Dansk Supermarked, der er landets fjerdestørste koncern, er allerede skiftet til Microsoft-verdenen og til masseproducerede servere fra HP.

Business intelligence-systemet (BI) bruges blandt andet til at tjekke konsekvenser af prisnedsættelser og til at sikre mindst mulige lagre, uden at butikkerne får tomme hylder.

Detailhandelskoncernen, som rummer Bilka, Føtex og Netto-kæderne, sagde farvel til IBM’s Unix-baserede computer og IBM-databasen DB2, men skiftet var ikke smertefrit.

Computerworld erfarer, at stikket til IBM-maskinen blev trukket med over et års tid forsinkelse.

Hos TDC har Microsoft fået fodfæste i TDC Totalløsninger, der ikke tidligere havde haft et såkaldt dataware house, som grundlag for analysearbejdet.

Har fastholdt IBM og SAS Institute

TDC har dog fastholdt IBM og SAS Institute til det største dataware house, der rummer detaljer om alle telefonsamtaler.

Ifølge analysehuset IDC har netop IBM og SAS Institute tidligere haft en særdeles privilegeret position i Danmark med usædvanligt store markedsandele.

– Men Microsoft vinder det danske BI-marked, siger it-analytikeren Per Andersen, adm. dir. for analysehuset IDC.
Han begrunder forudsigelsen med, at Microsoft også på denne del af it-markedet sætter et langt lavere prisniveau.

– Det gør det attraktivt for små og mellemstore virksomheder omsider at tage BI i brug, og mange troede, at de var Microsofts primære målgruppe.

Men tilbuddet har altså også vist sig attraktivt for de største, siger han.

På markedet høres flere bud på store besparelser ved skiftet til massemarkedsprodukterne – helt op til 66 procent.

– Men generelt set hører vi typisk om besparelser på 20-30 procent, siger Carsten Fetterlein, produktchef i Microsoft Danmark.

Ballet først lige begyndt

Ballet er imidlertid først begyndt. De første trin blev taget på Microsoft SQL Server 2000 og tilhørende gratis BI-værktøjer.

Men med den nye generation, SQL Server 2005, der kom på markedet for et par uger siden, byder softwaregiganten imidlertid på fuldblods-BI.

Til foråret kommer Microsofts første store BI-applikation, Business Scorecard Manager, der automatisk varsler ved overskridelse af forud fastlagte mål og delmål.

Endnu et stort skridt tages, når softwaregiganten om et års tid lancerer Office 12. Regnearket Excel udvides med BI-funktionalitet, og derfor kan brugerne i mange tilfælde holde sig i den kendte Excel-verden.

Hidtil har Microsofts svaghed på “front end” givet god plads til andre leverandører, såsom danske Targit.

Men dødsdommen over SAS Institute er langt fra afsagt, mener Michael Borges, adm. dir. i landets største BI-konsulenthus, Platon.

Dels har mange bundet store investeringer i udvikling baseret på SAS-værktøjerne, og dels har softwareselskabet tunge analyseapplikationer, som ingen laver bedre.

Udfordres for alvor

– Men SAS Institute udfordres for alvor i bestræbelserne på at blive væg til væg- leverandør af BI, tilføjer han.

SAS Institute er selv i fuld gang med at tage konkurrencen op. Firmaet, hvis omsætning har stået stille de seneste år, ansætter i øjeblikket på fuldt blus.

– Vi har besluttet at køre så tæt på et nulresultat som muligt. Kunderne fortæller os nemlig, at den menneskelige side af BI-projekterne betyder langt mere end tidligere, siger Jim Nielsen, marketingdirektør hos SAS Institute.

Denne artikel stammer fra den trykte udgave af Computerworld, som fredag bringer mere om business intelligence i ugens tema.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere